13. låste døre
Ved fængselspræst Ruben Fønsbo
13. Låste døre
At sidde i fængsel er heldigvis noget kun de færreste kommer ud for, men vi kender jo alle sammen til fængsler fra tv, film osv. Eller gør vi? Hvad vil det egentlig sige at sidde bag tremmer, hvad er det for nogle mennesker samfundet spærrer inde, og hvad sker der for personer som ikke længere har frihed til at bestemme ret meget? Og hvad skal de med en præst ..?
“De fleste vil jo gerne anerkendes som mennesker, og det er bl.a. fængselspræstens opgave at se mennesket bag lovovertrædelsen, uanset om man står ansigt til ansigt med en person der har smuglet narko, en der har overtrådt færdselsloven, eller en der har taget et andet menneskes liv.”
Foredraget ’13 låste døre’ giver et indblik i en verden som er fremmed for de fleste, ikke kun gennem beskrivelsen af de opgaver som en fængselspræst kan komme ud for, men også via et perspektiv på livet som indsat, de udfordringer man møder som afsoner, og de vanskeligheder som man står over for efter endt afsoning. Det er nemlig alt sammen ting der har indflydelse på fængselspræstens arbejdsopgaver i en dagligdag der er præget af uforudsigelighed og foranderlighed. I modsætning til hvad man kunne forestille sig, er det ofte de gejstlige opgaver der fylder mindst, og samværet og nærværet der fylder mest.